Selma Lagerlöfs vintereventyr skaber eftertænksomhed og varme hjerter
I skæret fra levende lys og til tonerne fra J.S. Bachs vidunderlige musik, inviteres vi ind i et eventyrligt rum, til fortællingen om kampen mellem kulden i menneskehjertet og troen på det gode i mennesket. En fattig fredløs røver- kælling fra den dybe skov, møder en dag abbed Hans i klosterhaven. Det lykkes hende at få en aftale med abbeden om benådning, hvis julerosen blomstrer julenat. En universel fortælling om det at være lukket ude eller inde
Lagerlöfs fortryllende vinterfortælling handler om, hvor skæbnesvanger det enkelte menneskes holdning til omverdenen kan være. Om troen og det åbne sinds store kraft, og hvad angst og fordomsfuldhed kan medføre. - Om de, der er inde i varmen, og tror sig gode og korrekte ikke nødvendigvis er det – måske fordi mirakler ligger gemt på steder, hvor man mindst venter dem.
Forfatteren Selma Lagerlöf (1858-1940) var den første kvindelige modtager af Nobelprisen i litteratur(1909). Hendes værker handler grundlæggende om, hvad det vil sige at være et menneske. Det spørgsmål hun især søger at besvare er, hvordan man handler rigtigt og sandt over for sig selv og andre.
Forfatter: Selma Lagerlöf Musik: J.S. Bach, solo cello suiter
Skuespiller: Karin Rørbech Cellist: Ida Nørholm Instruktør: Lars Romann Engel Scenograf: Catia Hauberg Engel